Om os
GYRL er stiftet i 2022 og har til formål at arbejde for piger og unge kvinders interesser med fokus på at øge trivsel og opbygge evner til at handle.
Som ejer og faglig leder kan jeg fortælle, at jeg hedder Kira og er på den gode side af de 40 år. Jeg har brugt store dele af mit liv til at støtte piger og unge kvinder med at være i deres udfordringer, finde deres styrke og tage kontrol over deres liv. Hos GYRL har vi specialiseret os i at tackle de udfordringer, der kan være særligt svære for unge kvinder i en tid hvor ordet mistrivsel desværre fylder meget.
Empowerment tilgangen har altid været en vigtig del af mit liv – fagligt og personligt. Som social iværksætter, i mit pædagogiske arbejde med unge og især som guide for kvinder i alle aldre, har jeg set, hvor meget styrke og potentiale, der findes i hver enkelt af os. Jeg har et stort håb og ønske om at hjælpe piger og unge kvinder til at opnå mere kontrol over eget liv ved at øge deres ressourcer, styrke deres selvbillede og opbygge evner til at handle indenfor de givne rammer og når muligt – bryde de rammer.
De sidste to årtier har jeg fokuseret meget på at finde min egen styrke i privaten og bringe den ind i mit arbejdsliv. Min barndom og ungdom var fyldt med en del udfordringer, som jeg måtte finde vejen frem i. Det har givet mig en dyb forståelse for, hvad mange unge kvinder i mistrivsel går igennem.
Mit fokus på empowerment og min tilgang ”Guidet ansvar” har især taget form gennem de sidste fem år. Jeg tror virkelig på, at vi som kvinder kan meget mere, end vi selv tror. Det handler ikke om at flytte hele bjerget på én gang, men om at finde styrken i de små øjeblikke i hverdagen gennem øget bevidsthed og viden om os selv.
Jeg er uddannet folkeskolelærer og har en kandidat i pædagogisk antropologi. Jeg har også en uddannelse i projektledelse og har haft mange forskellige jobs, som alle har fokuseret på at udvikle unge mennesker. Med mere end 15 års erfaring med udsatte unge, blandt andet som stifter og tidl. direktør af HjerteRum (en forening for piger og fritid), brænder jeg for at skabe udvikling, frirum og fællesskaber for unge kvinder.
Jeg glæder mig til at fortsætte denne rejse med GYRL.